FARUM-HOLTE VOLLEYS KODEKS

   

 

Kodeks for Spilleren:

  • Du skal behandle de andre, som du gerne selv vil behandles.
  • Du skal være en GOD KAMMERAT.
  • HJÆLP hinanden, hold SAMMEN og tal PÆNT til hinanden og til modstandere.
  • Du skal ALTID GØRE DIT BEDSTE, det kan godt være at det ikke lige virker, men er du positiv og bliver ved, skal det nok lykkes til sidst.
  • Du repræsenterer Farum-Holte Volley, så alt hvad du gør, kommer tilbage til klubben.
  • Alle spillere skal føle sig VELKOMNE i KLUBBEN. Gamle spillere sørger for at TAGE HÅND om de nye spillere.
  • Du skal lære at tage imod og give POSITIV kritik.
  • Det er vigtigt, at der er en ÅBEN og DIREKTE KOMMUNIKATION på holdet. Hold ikke eventuelle problemer og konflikter inde i dig selv, forsøg at løse dem så hurtigt som muligt. Konflikter skal i første omgang løses imellem de aktuelle personer.

 

Grundregler:

  • Træning starter præcist!
  • Det er alles ansvar at net, flasker, bolde og evt. tape er klar inden line-up. Man spiller først bold når net og stolper er sat op!
  • Pas på klubbens materiel
  • Hav en vandflaske med. Er du syg og deler flaske, ja så er alle syge
  • Sluk din mobiltelefon og læg den i din taske.
  • Lad ikke noget af værdi ligge i omklædningsrummet.
  • Rygning og indtagelse af alkohol er er selvfølgelig ikke tilladt, i forbindelse med træning eller kamp.
  • Husk at tjekke Holdsport og de beskeder du får fra din træner.
  • Kom til træning - Husk du er en del af et hold! Kommer du ikke, kan dine holdkammerater ikke udnytte dine evner til at gøre holdet bedre. Oftest er det et spørgsmål om prioritering.
  • Husk at komme for sent er ikke et spørgsmål om manglende tid, det er spørgsmål om manglende respekt.
  • Meld altid afbud til træning og kamp - i god tid!

 

Synspunkter om træning:

  • Vær OPMÆRKSOM og HØR EFTER ved gennemgang, så træningen forløber godt. Er du i tvivl så spørg - der findes (næsten) ikke dumme spørgsmål :-)
  • Vær FOKUSERET på din opgave og gør hele tiden dit bedste.
  • Lange diskussioner om øvelserne er berettigede, men tag det efter træningen.
  • Analyser din egen præstation efter træningen derhjemme.
  • Husk at den måde du træner på også er den måde du kommer til at spille kamp på og omvendt - så giv den gas!!
  • Hjælp med at skabe en POSITIV STEMNING til træning og kamp – det er ALLES ANSVAR!

 

Medlems-Kodeks:

Når man melder sig ind i Farum-Holte som spiller forvente følgende:

Tjanser:

  • Du kan regne med, at der flere gange igennem sæsonen, er brug for din hjælp til at tage en tjans. En tjans kan være alt lige fra, at være sekretær i en ungdomskamp, til at være boldlanger i en seniorkamp, m.m. KLUBBEN HAR BRUG FOR AT ALLE HJÆLPER TIL!!!
  • Der vil flere gange i løbet af sæsonen, blive offentliggjort tjanselister på Holdsport

Holdsport / Facebookgrupper og Klubbens hjemmeside:

  • Når du spiller i klubben er det vigtigt, at du jævnligt opdatere dig på klubbens og holdets hjemmeside/facebookgruppe/holdsport – det er her alle former for informationer, fra klubben/træneren/holdkammerater, m.m., lægges til dig. Det være sig aflyste træninger, kommende arrangementer og meget mere. Det er også her du kan tilmelde dig aktiviteter.

Pas på klubben, omgivelserne og rekvisitterne:

  • Klubben har brugt en masse energi og penge på at skaffe gode forhold til dig – derfor er det vigtigt at du passer på klubbens ting og omgivelser (bolde, stænger, net, m.m.) Det betyder også at du skal hjælpe til med at sørge for at Hallen og klubrum m.m. altid behandles ordentligt. Sørg for at rydde op efter dig selv og dine holdkammerater.

Også dit ansvar!

  • Hvis du har gjort dig tanker om hvordan vores klub kunne blive bedre, er det super vigtigt at disse tanker og idéer kommer frem – tal derfor med din træner. Det er vores allesammens ansvar, at sørge for at vores klub hele tiden forbedrer sig.
  • Hvis du flytter, skifter mobilnr. eller andet i den retning, der kan være vigtige får klubben at vide – så husk at opdater på Holdsport.

Trænere er svære at skaffe! Så vær sød ved dem vi har ;-)

 

Tillæg til Kodeks:


Mental forberedelse

På vej til træning eller kamp, tænk igennem hvad du vil gerne vil lave og forbedre i dag.

På vej hjem fra træning eller kamp, tænk igennem hvad der gik godt og husk det til næste gang.

Fysisk forberedelse

For at kunne præstere til træning og kamp skal du have fyldt depoterne med de rigtige ting og give kroppen lov til at hvile. Husk at styrketræning er en vigtig hjælp til at undgå skader og til at blive en bedre volleyballspiller!

- Til træning.

Sørg for at få et godt aftensmåltid inden træning.

Kan du ikke nå det inden, spis en rugbrødsmad eller tag en skål havregryn en time inden træning og spis aftensmåltidet bagefter.

- Til kamp

Gå i seng i ordentlig tid inden en kampdag. Sørg for minimum 8 timers søvn og start dagen med et varieret og solidt morgenmåltid.

- Til éndags-stævner

Medbring madpakke med rugbrødsmadder, frugt og juice.

Undgå chokolade, pommes frites, chips og sodavand – det fremmer ikke præstationen. 😊

- Til stævner med overnatning.

Er du kræsen - medbring selv mad du kan lide. Hvis ikke, så spis, spis, spis – du har betalt for det og du skal i gang igen i morgen. Spis dig mæt i den serverede mad og vent med det usunde til efter aftensmaden og/eller sidste kamp.

Gør du dit bedste, så kan du ikke gøre mere, og så er det godt nok, uanset resultatet!

 

Kodeks for Trænerne:

Grundlæggende er det gældende at det er trænernes ansvar at sørge for at spillerne i klubben er bekendt og så vidt muligt overholder de kodeks vi har.

  • Det er dit ansvar at træninger, kampe og stævner afvikles i klubbens ånd – dvs. i en god og positiv atmosfære.
  • Som træner er der mange spillere der vil se op til dig, derfor skal du forsøge at virke som ”det gode forbillede”, det vil bl.a. sige at du altid har fokus på fair play.
  • Til kamp er det vigtigt at du ikke taler nedsættende til modstandere, andre trænere og dommere. Uanset hvad modparten og dommerne gør eller ikke gør, forsøger vi altid at repræsenterer Farum-Holte i en positiv ånd. Og husk at hvis du i kampens hede glemmer alt dette, så er det altid en god ide med en undskyldning!
  • Husk man lærer af sine fejl, det gælder også som træner. Vedkend overfor holdet at du også laver fejl, og forsøg i det hele taget at skabe en stemning på holdet, hvor det er ok at lave fejl – det vigtige er bare at lærer af dem!
  • Det er din opgave at medvirke til at spillere overholder klubbens kodeks – du skal m.o.a. sørge for, at alle spillere er bekendt med disse. Bryder spillerne disse ”regler” er det dig der er ansvarlig for at sætte en stopper for det.
  • Til kamp er det ligeledes din opgave at gøre forældre og familie opmærksom på vores kodeks – på den måde undgår vi unødvendigt brok.
  • Sig altid tak til dommere og modstandernes trænere efter en kamp – ligeledes skal du sørge for at spillerne siger tak til modstanderne efter kampen.
  • Vær positiv og konstruktiv i din kritik af dine spillere – fokus på det der fungerer!
  • Til kampe – er det unge der dømmer kampene, uanset om det er vores egne eller dommere fra andre klubber – vær hjælpsom og forsøg ikke at påvirke en dom.
  • Det er dit medansvar, at alle spillere skal føle sig velkomne på holdet. Forsøg gerne at få gamle spillere til at tage hånd om nye spillere.
  • Kom altid til tiden, kan du ikke komme til tiden skal du så vidt muligt sørge for en vikar og i sidste-øjebliks-afbud sørge for at give spillerne besked.
  • Forsøg så vidt muligt altid at arbejde med mål i arbejdet med holdet – målene skal være; målbare, troværdige for dem de gælder for og kun gælde for noget man er herre over.
  • Husk at spillerne kommer med forskellig baggrund og er med i vores klub og sport af mange forskellige grunde! Anerkend disse – volleyball i Danmark og i vores lille klub er en smal sport og vi har brug for ALLE!
  • Husk at alle præsterer bedst ved glæde – forsøg derfor at skabe et miljø omkring træning og kamp, hvor der er fokus på glæde!

 

Kodeks til vores forældre:

  • Det er Farum-Holte Volleys håb at, forældrene til vores spillere vil være med til at støtte op om vores hold og gerne er med ude og se en masse god volley.
  • Man siger at volleyball ikke behøver at være sjovt – det er sjovt!
  • MEN! Der er en række ting man kan tænke på som forældre, for at hjælpe til med at volleyball forbliver sjovt.
  • Vis respekt for dommerne – de fleste kampe dømmes af de unge selv. Der er mangel på dommere og det skyldes ikke mindst ”dårlige oplevelser”. Dommerne gør hvad de kan, lad være med at kommenter på domme.
  • Vis respekt! Er du i tvivl om en dom, kan du evt. tale med holdets træner, om den spillede bold.
  • Kritik er en god ting hvis den er konstruktiv og givet på rette tid og sted. Under kampene er det coachens opgave at vejlede de unge. Forsøg altid at være konstruktive og positive.
  • Tilråb og hep er godt – vi hepper ALTID MED vores hold IKKE MOD de andre.
  • Husk på volleyball er et holdspil, så alle på holdet har brug for opmuntring og gerne meget.
  • Trænerne er dem der har valgt at bruge deres fritid på at træne og coache volleyball – vores trænere gør en kæmpe indsats, de kan også bruge lidt ros.
  • Trænere og spillere hører til på banen og udskiftningsbænken – forældre og søskende på tilskuerpladserne (hvis de findes!)
  • Farum-Holte kan altid bruge hjælp, kan du hjælpe bare lidt er vi kommet langt (tak!)
  • Husk at jeres opbakning og det at i ind i mellem er til stede til kampe/træning har en stor værdi for spillere, trænere og klubben 😊

Kodeks for modtagelse af nye spillere i Farum-Holte:

  • Kommer der nye spillere til klubben er det alles ansvar at disse modtages med venlighed og imødekommenhed.
  • Det betyder at alle på og omkring holdet (trænere, spillere m.m.) giver hånd og præsenterer sig.
  • Nye spillere skal have meget opmærksomhed og hjælp – ting der for ”de gamle” virker indlysende, f.eks. hvor er omklædningsrummet, hvornår må man drikke vand, hvad er line-up, osv. kan være helt nyt og ukendt for en der aldrig har spillet volley.
  • Det er ligeledes i alles interesse, at nye spillere for så gode muligheder som muligt, for at blive bedre hurtigt – det er både sjovest for den nye og for hele holdet – derfor tilbyd hele tiden din hjælp, kom med gode råd, spil med vedkommende, osv.
  • Det samme gør sig gældende i forhold til sociale tiltag, inviter den nye spiller med ud, hvis holdet laver et arrangement ude for volleyregi.
  • Kommer der nye unge ind i hallen – er det ligeledes alles ansvar at spørge ind til hvem de er og om de vil være med og finde ud af hvilken træner / hold vedkommende hører til. Er det ”bare” en tilskuer, kæreste, ven m.m. har vi vist at vi er åbne og imødekommende!
  • Husk på at du engang selv var ny og helt grøn i klubben!